DN Sønderborg
Bestyrelsen i DN Sønderborg arbejder med at bevare, beskytte og pleje naturen i kommunen.DN i Sønderborg koordinerer foreningens lokale arbejde i kommunen.
Arbejdet handler primært om at bevare og pleje den spændende natur, som omgiver os.
DN Sønderborg dækker Sønderborg Kommune og har ca. 1.300 medlemmer.
En væsentlig del af bestyrelsens opgaver er at holde øje med de offentlige myndigheders forvaltning af natur og miljø og eventuelt klage over afgørelsen til Natur- og Miljøklagenævnet.
Vi er "naturen vogtere" i forhold til de love, der omhandler naturen. Det er blandt andet Naturbeskyttelsesloven, Planloven, Skovloven og Miljøbeskyttelsesloven.
Som regel er det kommunen, der er sagsbehandler og eventuelt giver en dispensation i forhold til loven. Denne afgørelse offentliggøres og blandt andre kan DN klage over afgørelsen.
Det sker imidlertid meget sjældent.
Naturgenoprettelse og naturpleje er en anden spændende side af vores arbejde. Vi arbejder med at pleje og overvåge naturen med konkrete plejeprojekter med buskrydning og le-slåning, eller registrering af flora eller flagermusudbredelse.
De fleste projekter er i samarbejde med kommunen eller Naturstyrelsen.
Yderligere laver vi mange arrangementer hvert år, hvor alle er velkomne til at deltage og opleve naturen på første hånd!