Trillen ved Høruphav er dannet ved at en sandtange/odde har gjort et par småøer landfast. Trillen udbygges den dag i dag ved aflejring af krumodder. En process som tydelig ses på den sydøstlige side af området.

Engen var tidligere afgræsset, men omkring 1969 blev afvandingen ødelagt og området er i dag en lavvandet sø, som er blevet et interessant fugleområde.

Afgræsningen favoriserede den lave lyskrævende flora. Efter ophør af afgræsningen sker der nu en tilgroning af de højereliggende områder med slåen, tagrør og hjortetrøst. Derved skygges den interessante lyskrævende flora bort.

DN Sønderborg har taget initiativ til et naturgenopretningsprojekt på et mindre areal i det nord-østlige hjørne, hvor vi holder den høje bevoksning nede med le-slåning og maskinklipning. Derved håber vi at kunne fremme blandt andet den den lille bregne, der hedder almindelig slangetunge.

Trods navnet er den sjælden og bevaringsværdig.

Efter de første slåninger var der tydelig ændring af floraen på området.

I mere seriøse sammenhænge er beskrivelsen 'ændring' ikke præcis nok, så derfor er der blevet lavet en botanisk undersøgelse af området, og det vil blive gentaget med passende mellemrum i årene fremover.
Se hele undersøgelsen her

I praksis er det jo ikke muligt at undersøge hele området, så undersøgelsen bruger to såkaldte 'transekter'.
Det er simpelt hen 2 linier, der er udlagt i terrænet.
Der er udvalgt tre genkendelige punkter, som der er spændt en snor ud imellem. Langs snoren er der udmålt små felter med kendt placering.
Alle urter og græsser i hvert enkelt felt bliver noteret, og der kan så laves en sammenligning fra år til år.
Se placering af felterne her

Almindelig Slangetunge